Ballerup Kyokushin på DKU sommerlejr i Vejen.

13 medlemmer fra Ballerup deltog i årets DKU sommerlejr fra lørdag 26. til tirsdag 29. juni i Vejen Idrætscenter. Begge klubbens Senseis var med som instruktører sammen med toppen af DKU sortbæltepulje. Derudover bød lejren på internationale instruktører fra verdenseliten; Sensei Edit Abraham fra Ungarn og Senpai Shigeru Aoyagi fra Japan. Masser af spændende træning for alle niveauer og på alle tidspunkter af døgnet.

Ballerups deltagelse var kendetegnet ved højt humør og god spirit hele vejen igennem. Også ved gradueringen, hvor Morten, Arne og jeg selv alle bestod til henholdsvis 2., 4. og 1. kyu.

Tusind tak til arrangørerne for en rigtig god og velorganiseret lejr. Vi ses til næste år. Se billeder i galleriet.

Oplevelser fra sommerlejren fortalt af Jeppe Grønlund, 8. kyu:

Sommerlejren i år var min første karatelejr. Jeg vidste ikke, hvad programmet var. Træning; så meget vidste jeg, og i tvivl var jeg, om formen kunne holde til fire dages træning. Jeg er ofte meget træt i kroppen efter halvanden times træning – så fire dage?

Ankommet og indlogeret mødte vi, i gi, op på plænen hvor næsten al træning foregik. Alle 125 deltagere stillede op på rækker – nogle sortbælter mente, det gik sløvt til, men 12 i forreste række og så cirka 10 rækker tager lidt tid at arrangere… Hver kolonne (sortbælte forrest og så de bag ham) fik et nummer og var nu en gruppe, altså 12 grupper med cirka 10 i hver.

Til hver træning stillede vi op samme sted og var i samme gruppe. Spredt over de fire dage var der konkurrencer grupperne imellem; tovtræk, spark efter bælte (i 2 meters højde), sumobrydning, et bens balancering, imiteret æggekast og flere. Sidste dag var der præmier til den gruppe der havde fået flest point i konkurrencerne. Min gruppe 6 kom ét point efter vinderne der havde 109 point. Kæmpe surt, men næste år…

Indimellem var der lige 10 minutters opvarmning, 15 minutters til at strække ud og lignende i grupperne og efter træningen mødtes vi lige og talte om næste træning, hvordan det gik, skader m.m. Det fungerede godt at have et lille fællesskab inden i det store lejr-fællesskab og en god genvej til flere bekendtskaber.

Vedrørende træningen gik det fint. Udholdenhedstræningen var hård, men alle fulgte med på eget niveau. Nøjagtigt som jeg kender det fra Ballerup Kyokushin klub. Jeg var kun sjældent så presset, som jeg nu og da er til træning hjemme i klubben, men vi skulle også gerne holde alle fire dage!

Træningssessionerne var af knap to timers varighed og opdelt i Kata, kamp og udholdenhed. Dertil var der hver morgen en times virkelig givende opvarmning. Jeg opdagede hurtigt, at i ægte Kyokushinkai-ånd kunne man give sig 100 % i træningen, det passede med at så var man flad efter træning, men klar til næste træning. Jeg er imponeret over, at instruktørerne afpasser træningsindholdet så godt.

Hver træningssession var givende som en træningsgang hjemme i klubben. Så med fire træninger om dagen svarer hele lejren til halvanden måneds klubtræning! Særligt fik jeg meget ud af den to timers katatræning, orange- og blåbælterne fik i Taikyoku og Pinan 1 og 2 (vending i zenkutsu dachi – huske vending på begge fødder, Kokutsu dachi – ret bagerste ben knæ ind/hæl ud; f.eks.).

Jeg skrev noter ned efter flere af træningerne, for at huske de gode kombinationer/øvelser hjemme. Sensei Rauno fortalte mig, at det der ikke skrives ned på en lejr glemmes nemt, og det er rigtigt. Jeg kan ikke huske nogle kamp kombinationer, udover dem jeg fik skrevet ned umiddelbart efter træningerne. Af de gode udholdenhedsøvelser husker jeg kun de på mine papirer – selvom jeg ved, der var flere. Øv. Næste gang skriver jeg alt ned med det samme, hvis ikke jeg er for træt…

De to gæsteinstruktører Sensei Edit Abraham fra Ungarn og Senpai Shigeru Aoyagi fra Japan var meget inspirerende. De havde mange gode kampråd. Senpai Shigeru Aoyagi havde flere gange opvarmningen og kamptræningen. De træninger var hårde, men meget lærerige.

Det, jeg husker bedst her en lille uge efter lejren, er sjovt nok slet ikke træningen, men den gode stemning der var på lejren. Lige fra vi kom smilte alle og hilste. Der var grin i luften fra de andre hytter. Alle sad ude og talte sammen i pauserne. Der var en god stemning overalt på sommerlejren 2010.

Jeg er helt sikkert deltager ved DKU sommerlejr 2011.

Osu Jeppe

Ballerup Kyokushin Karate © 2009  ¦ webmaster

JoomlaWatch Stats 1.2.8b_09-dev by Matej Koval